Det lille eventyr
Her skabes en unik og tryg ramme, hvor børn har plads til at udvikle sig i deres eget tempo. Jeg fokuserer på hvert barns trivsel og udvikling, og jeg lægger vægt på nærvær, omsorg og en hjemlig atmosfære.
Hos Det Lille Eventyr bliver børnene passet af en fast voksen, mig: Benedikte. Det, at barnet har en fast voksen, styrker relationen mellem barnet og den voksne. Her er altid de samme rutiner for barnet, hvilket gør dagligdagen lettere for barnet at overskue.
Dette betyder dog også, at jeg ikke tilbyder vikar eller gæstepasning i tilfælde af sygdom. Der må man bruge sin omgangskreds til pasning af barnet.


Om Mig
Hvad motiverede mig til at starte Det Lille Eventyr? Jeg har igennem mange år haft en passion for børnepasning og ønsket at skabe trygge rammer samt tilbyde nærvær til hvert eneste barn. Jeg har altid drømt om at etablere min egen pasningsordning. Nu hvor jeg er færdiguddannet pædagog (jan. 2024) er drømmen blevet til virkelighed. Jeg starter op i mit lille rækkehus i Tilst som privatpasser. Jeg har tre års erfaring med at være privatpasser i familiernes eget hjem og derudover mange års erfaring med børnepasning samt 1 års erfaring i vuggestue-dagtilbuddet.
Unikke Forskelle
Hvordan adskiller Det Lille Eventyr sig fra andre private pasningsordninger i området? Det Lille Eventyr er en lille pasningsordning, der prioriterer de små eventyr i hverdagen fyldt med sjove og udviklende aktiviteter. Jeg som den faste voksne skaber tryghed og nærvær, samtidig med at jeg følger børnenes interesser og skaber nye oplevelser hver dag.
I min pasningsordning vil jeg igennem hele dagen etablere pædagogiske læringsmiljøer. Om morgenen, når børnene ankommer og vi spiser morgenmad, sanser vi maden med fingrene og munden, og vi øver finmotorik ved at gribe og bruge ske eller gaffel. Vi taler om vejret, og hvad det fortæller os i forhold til, hvordan de mærker det på deres kroppe - om det er koldt eller varmt, og hvilket tøj de derfor skal have på. Vi drøfter børnenes interesser, og hvad dagen kunne bringe af sjov. Ønsker til aktiviteter bringes videre i planlægningen af dagene.
I Det Lille Eventyr - en privat pasningsordning vil jeg som privatpasser arbejde med læringsmiljøerne gennem de pædagogiske aktiviteter, jeg planlægger for og med børnene. Jeg inddrager pædagogikken i de daglige rutiner og i børnenes legekultur. Når jeg har en pædagogisk målrettet praksis, skabes et velfungerende pædagogisk læringsmiljø, hvor børnene bliver rustet til nye udfordringer. De vil blive bevidste om, hvordan de lærer, og de vil danne relationer, venskaber og fællesskaber samt bruge deres kroppe og sanser.
Jeg ved også, at de små overgange, f.eks. fra planlagte aktiviteter til frokost, kan skabe uro for nogle børn. Derfor ønsker jeg at gøre disse små overgange til pædagogiske læringsmiljøer ved at inddrage børnene så meget som muligt. Ved at lade børnene hjælpe med at dække bord og finde service, danner de selvværd og selvtillid. Dette er blot et enkelt eksempel, men jeg vil som privatpasser tilrettelægge overgange løbende, så det enkelte barn i børnegruppen trives i hverdagens små skift.

Er du interesseret i at give dit barn en tryg og udviklende hverdag hos Det Lille Eventyr, så kontakt mig i dag for yderligere information.
Opret din egen hjemmeside med Webador